Skolens kostpolitik


Kantinen på Århus Social- og Sundhedsskole bliver flittigt brugt af elever og ansatte, og det er vores mål, at vi skal kunne tilbyde dem noget lækkert, ernæringsrigtigt og sundt som alternativ til madpakken.

En sund kost med et lavt indhold af mættet fedt og højt indhold af frugt og grønt, er med til at forebygge hjertekarsygdomme, type 2 diabetes, flere kræftformer og andre sygdomme forbundet med svær overvægt og fedme.
Usund kost er derimod en af de store syndere for udvikling af overvægt og fedme.

Flere undersøgelser viser, at vores læring er afhængig af den kost vi indtager. Elever, der får energibehovet dækket på en ordentlig måde, vil have lettere ved at koncentrere sig i læringssituationer og dermed have større mulighed for indlæring.

Det overordnede mål er, at det sunde valg skal være det lette valg.

En kostpolitik giver køkkenet et styresystem til rådighed, og elever og ansatte får indsigt i madens ernæringsmæssige kvalitet.

Kosten skal være velsmagende, sund og varieret, og vi tager udgangspunkt i sundhedsstyrelsens 8 kostråd samt retningslinjer for de enkelte komponenter i kosten ud fra Hjerteforeningens anbefalinger. Desuden arbejdes der kontinuerligt med opdatering af anbefalinger og ernæringsforbedring af opskrifter m.v.

Kostpolitikken er drøftet og aftalt i skolens kantineudvalg, og kantinen er ansvarlig for at udføre den i overensstemmelse med skolens ønsker for kostpolitikken. I kantinen tilstræber vi at servere en velsmagende, varieret og sund kost. Vi anvender friske råvarer og bager så vidt muligt selv vores brød.
 

Forside line sitemap