Portøruddannelse


Portøruddannelsen er for dig, der har lyst til at varetage mange forskellige og alsidige opgaver på et sygehus.


Uddannelsen

Hvis du vil uddannes som portør, skal du først ansættes som portøraspirant på et sygehus. Du kan søge ledige stillinger ved at henvende dig til de enkelte sygehuse.


Varighed

Portøruddannelsen varer otte måneder og er først og fremmest en praktisk uddannelse.
 

Den praktiske del af uddannelsen foregår på arbejdspladsen, altså på det sygehus, der har ansat dig som aspirant. Den teoretiske del foregår på Århus Social- og Sundhedsskole.
 

Den teoretiske grunduddannelse består af tre gange to ugers teorikursus, hvor du bliver undervist i blandt andet:
 

  • sundhed og sygdom

  • håndtering af konflikter 

  • arbejdsmiljø 

  • tavshedspligt

  • etik, portørens rolle i forhold til patienter og pårørende

patienttransport og forflytning


Grunduddannelsen, altså aspiranttiden, afvikles inden for de første otte måneder.


Funktionsbestemt uddannelse

Den enkelte portør får endvidere en funktionsbestemt uddannelse, der samlet varer 20 dage. Den funktionsbestemte uddannelse gennemføres inden for de første 12 måneder. Den funktionsbestemte uddannelse består af forskellige AMU-kurser opdelt i tre funktionsområder, som portørens uddannelse kan sammensættes udfra.


Det hvide, patientrelaterede område

Hvis du arbejder med patienter, får du AMU-kurser blandt andet i genoptræning og specialløft af patienter. Du kan også komme på kurser, der handler om patienter og deres pårørende, eller om sundhed og sygdomme. Der er også mulighed for kursus i brug af pc'er eller i personlig udvikling. Der findes flere forskellige kurser, end de der er nævnt her.


Det blå, tekniske område

Er dit arbejde mere teknisk betonet, og arbejder du for eksempel på et lager, på et værksted eller med affald, får du AMU-kurser blandt andet i renovation, EDB-lagerstyring, tekniske hjælpemidler eller posthåndtering. Arbejder du inden for det tekniske område, har du også mulighed for at få kursus i brug af pc'er, kursus i kvalitetsudvikling eller personlig udvikling.


Det grønne, gartneriske område

Passer du sygehusets grønne arealer, kan du få AMU-kurser blandt andet i brug af gartnermaskiner, bekæmpelse af ukrudt og andre gartneriske områder. Også inden for det grønne område har du mulighed for at få kurser i personlig udvikling, brug af pc'er og andre.


Prøver

Efter det samlede teoriforløb er der en obligatorisk, teoretisk prøve, som du skal bestå.Prøven tager udgangspunkt i en dagligdags forflytningssituation for en portør.
Ved slutningen af aspiranttiden er der en obligatorisk, praktisk prøve, som du også skal bestå.Består du ikke en af prøverne i første omgang, er der mulighed for at tage prøven om. Det afgør portørskolen og tjenestestedet.


Uddannelsesbevis

Portørskolen og ansættelsesstedet udsteder i fællesskab et bevis som portør til aspiranter, der har bestået både den praktiske og den teoretiske uddannelse.


Vejledning

Hvis du vil vide mere om portøruddannelsen, er du velkommen til at kontakte vores uddannelsesvejledere eller sekretariatet for portøruddannelsen.

Forside line sitemap