Fra den 1. juli 2011 kan virksomhederne søge VEU-godtgørelse til medarbejdernes AMU-kurser på Efteruddannelse.dk. Fra den 1. november 2011 bliver det obligatorisk. På Efteruddannelse.dk kan virksomhederne fra den 1. juli 2011 søge VEU-godtgørelse til medarbejdernes AMU-kurser på stort set alle uddannelsesinstitutioner på Efteruddannelse.dk. For disse kurser er det fra den 1. november 2011 kun digitale ansøgninger, der udløser godtgørelsen på op til 613 kroner per medarbejder per dag.
Det er også muligt at søge befordringstilskud via portalen.
For at kunne bruge Efteruddannelse.dk skal du have en digital medarbejdersignatur. Den fås nemmest hos den person, som administrerer jeres digitale medarbejdersignaturer. Det er en god idé at få det praktiske på plads i god tid. For de fleste virksomheder går det hurtigt, men hvis virksomheden ikke allerede har digitale medarbejdersignaturer, kan det tage nogle dage at få dem leveret via Danid.dk eller Virk.dk. Kom i gang med Efteruddannelse.dk.
Allerede i dag kan du danne dig et overblik over Efteruddannelse.dk – men husk at have din digitale medarbejdersignatur klar, når du skal bestille kurser og søge om tilskud!
Læs mere om, hvordan andre virksomheder har fået glæde af portalen
Arbejdsgivere, som betaler sædvanlig løn til medarbejdere under uddannelse, skal søge om godtgørelse og befordringstilskud. Arbejdsgiveren overtager retten til godtgørelse, men ikke retten til befordringstilskud.
Det bliver obligatorisk for arbejdsgivere og selvstændige erhvervsdrivende at søge om godtgørelse og befordringstilskud digitalt, når uddannelsen foregår på en uddannelsesinstitution, der anvender det studieadministrative system EASY-A.
I andre tilfælde skal der som hidtil søges på et papirskema.
For kursister, der selv skal have VEU-godtgørelsen, er det ikke et krav, at de skal søge digitalt. De vil have mulighed for det i de tilfælde, hvor ansøgning ikke skal foretages af en arbejdsgiver.
Med den digitale ansøgning vil a-kasserne (for de forsikrede) og styrelsen (for de ikke forsikrede), få overført ansøgningsoplysninger via en integration mellem EfterUddannelse.dk og de administrative fagsystemer, hvor den videre behandling og tildeling vil ske. Integrationen vil også understøtte overførsel af bevillingsoplysninger fra a-kassen og styrelsen til EfterUddannelse.dk. Her vil oplysningerne kunne ses af både arbejdsgiver og kursist.
De a-kasser, som ikke ønsker systemintegration, vil kunne slå ansøgningsoplysninger op på EfterUddannelse.dk pr. personnummer under forudsætning af, at a-kassens medarbejdere har en digital signatur og er registreret på www.virk.dk
Portal for tilmelding og VEU-ansøgning
www.efteruddannelse.dk
OBS: Tilmelding af ledige, personer som ikke har bopæl eller beskæftigelse i Danmark samt kursister med videregående uddannelse kan ikke ske via portalen, men skal ske direkte hos a-kasse eller jobcenter (for ledige) eller uddannelsesstedet.
.